mandag den 8. december 2014

Regn..... og sne - TDR Part 2

Egentligt ville jeg have delt turen op i kapitler fra stat til stat, osv, men det giver ikke mening, da turen inde i mit hoved mere er i kapitler over forskellige dages oplevelser.....

Og, den første må bare have overskriften, Regn. !

Vi stod op kl ca 6 fredag morgen inden starten skulle gå fra vores "hotel". Den normale summen der havde været de foregående dage, var intensiveret kraftigt. Nogle småløb rundt i panik, andre pakkede deres cykler om, vi var nogle få der prøvede at få vores kaffe og morgenmad ned uden alt for meget stress.

Personen med mest panik, var faktisk en jeg selv havde hjulpet derover. Henrik havde tænkt han lige skulle have pumpet dækkende en lille snas mere, men da han skulle tage pumpen af igen, tager den ventil keglen med sig ud, samt al luften.... han pumper op igen.. samme sker...


Og alt det her er 10min før afgang. Folk er igang med at tage ekstra regntøj på for regnen har lige taget lidt mere til i styrke. Og der bliver råbt på at folk skal komme udenfor til gruppe billede...


Så det er altså grunden til at man ikke kan finde Henrik på gruppebilledet, men at der var lidt banden og råben indenfor.

Men afgang bliver det, og folk triller roligt afsted, Henrik er ca ude af døren som de første kører rundt om hotellet mod sporet.
Flere havde jo spurgt hjemmefra om min og Henrik så skulle følges ad, og svaret havde flere gange været fra min side, at det må tiden vise, men det var ikke et must, mere noget der skete hvis det skete.
Jeg havde mit tempo og Henrik sit, og vi var begge enige om at tage det som det kom.

Vi kom ca 500m ned af sporet da det gik kraftigt opad, på en lille cykelsti, og da jeg nåede toppen var Henrik væk. Så ja.. 500 m holdt det.. jeg trillede roligt videre i mit tempo, i det mere og mere flydende føre.

Efter ca 10-14km kom vi til den føromtalte bro der var vasket væk året før. De lokale skov-høvdinger (Canadiske Rangers) havde sat os i skoen at hvis vi brugte deres "arbejdsplads/midlertidige bro, ville man få en bøde op mod 500$. Men udsigten til at krydse en temmelig kraftig elv/bæk/å/flod med vand til hoften, men en 30kg's cykel i temperature omkring 3-4 grader... nej tak, og vi listede også alle sammen over den lille arbejdsplads uden problemer. Tak for det !


Stemningen var stadig kæk :)

Hele planen hjemmefra var jo om jeg kunne klippe lidt ekstra på kontoen den første dag, så jeg kunne nå grænsen på dag 2.
Det skulle hurtigt vise sig at blive svært. Efter ca 155km lå Elkford, og 220km ude havde vi Sparwood. Fra Sparwood var der ca 180km til grænsen, så Elkford til grænsen ville være svær.

Og som vejret artede sig skulle det blive helt umuligt. Efter godt 30km, for enden af vores første trail (Goat Creek Trail Head) stod Crazy-Larry sammen med en håndfuld folk i regnen og heppede. Regn er så lidt en løgn for på det tidspunkt havde temperaturen droppet yderligt til lige under frost, ergo.. Sne...
WTF.. snevejr i 1200hm i Juni måned....

Lidt stemning fra Larry's kamera:


Her er et billede fra onsdagens tur op med Tony, samme sted som nummer to billede, fredag.



Godt 50-60 km nede af sporet mødte jeg Alan fra Hotellet igen. Han fortalte han har kunne se mig i lang tid, men ikke ville trykke til for at indhente mig. Men han gerne ville følges lidt. Fint med mig, jeg kørte jo i mit tempo, og vi lå og overhalede massere af folk der havde startet alt for hårdt ud.

Specielt husker jeg en yngre fyr i tyverne, der konstant overhalede mig, skulle så tisse, overhalede igen, stoppede så og tog jakken af, overhalede igen, stoppede og rettede på cyklens pickpak.. osv... det skete i over 30 km, og når han kørte, kørte han MEGET hurtigt... men efter ca 120km så vi ham aldrig mere. Jeg kunne formode han trak sig meget hurtigt fra løbet.



Vores første "højdetest" kom ved Elk-pass godt 100km ude af sporet, lidt efter en lille campingplads, hvor folk fik fyldt op med vand/mad og rystet ben.
Selve Banff ligger i godt 1000hm, og da jeg af nationale tragediers skyld ikke just har trænet i højderne, havde en lille løbetur rundt på sporet om onsdagen kunne mærkes med det samme. Noget chokerende havde vi, mig og Henrik kikket på hinanden derude ved ankomsten til sporet, og undres over vores tilsyneladende dårlige form.
Elk pass gik (som jeg husker det ca. 350hm opaf) og på det tidspunkt havde vi steget en lille smule på sporet, så vi skulle op over 1500hm ca.


NUJ jeg led... normalt har jeg slet ikke problemer med højderne, skiferier, freeride ting i Østrig osv.. aldrig været noget. Men her var jeg åbentbart mere presset end forventet og jeg måtte faktisk stoppe og gå ind imellem på det første pass, trods at det var en af de laveste vi skulle over, de næste par mange dage.

Glæden ved at komme over blev da også fejret, med en sne-engel

Derfra kom nok en af de største lærestreger. Profilen sagde, nedaf, i LANG tid. Godt 45km med en profil der droppede 400hm.. 
Benene havde glædet sig, meget. Men jaja. Nu lærte jeg så, at når mit hjemmelavet profil af højden hun har 1 cm til 20km, så kan der være MANGE små bakker hist og her både op og ned. Så hvad man troede skulle være rul og fart ned til Elkford, blev et slid og slæb, dog med mere nedaf end opaf,

Ang. mine profilkort måtte jeg også sande at jeg havde ikke været præcis nok med at placere byerne ud fra længden af distancen.

Her er et eksempel på mine kort:

Så byerne lå  ikke lige hvor man troede, men da jeg ikke havde andre kort, før senere, var det alt jeg havde at gå efter. Og til tider er det rart at vide om der er 50km eller 80km til næste by/vand/mad/hotel.
Dog var det supergode til at give en ide om hvor langt der var i distance til toppen, samt imens man var på vej opaf, kunne man kikke på sin højdemåler og se hvor mange højdemeter der var tilbage. Det var faktisk superfedt at vide.

Næst så er små hak som dem man ser fra 1140km på denne her, og 10km frem, et foreksemel på et rent helved af små stigninger på 50hm... men da min printer og kortet ikke er lavet til bedre opløsning blev det ikke bedre.

Vi nåede frem til Elkford og fik skyldet det værste af mudderen af cyklerne, fundet et værelse på det eneste motel i byen, og hørte at der var et værelse tilbage. Mig og Alan vidste der var mange lidt bag os, og tanken at skulle sige nej til folk der så skulle ud og sove i regnen og kulden var ikke til at stå for.
Det tog ikke lang tid før vores værelse med 2 queen size senge var fyldt. 5 mand i en værelse på ca 15m2. NUJ der blev snorket og hørmet, men det var nu ganske hyggeligt.


Afgang næste dag, og udsigt mod morgenmad i Sparwood




Vejen mod Sparwood bestod af en kæmpestigning lige ud af Elkford, og så ellers et superfedt stykke singeltrack. Det er ellers ikke noget der var supermeget af på denne tur, men jeg var da så opsat på sporet at jeg ikke bemærkede at jeg tabte min kære telefon, som også var min backup GPS og kamera. Jeg har dog senere for en besked om en pige på ferie i området havde fundet den, og ville returnere den. (dog så jeg først den besked i oktober, og jeg har ladet hende beholde den)

Turen ud af Sparwood, var første gang jeg virkelig følte jeg var ude i ingenting, og alting.
Grus stien vi kørte var smal og skoven var meget tæt, så der blev konstant råb og skreget så diverse bjørne og puma'er ikke kom for tæt på, eller blev overrasket over vores færden.



Stykket mellem grænsen og Sparwood har før i tiden (og som i ser i Ride the Divide) gået via større grus stykker over Fernie. I lang tid prøvede Mathew Lee at finde en anden vej, og ved at lave dette lille stykke masse-mose stykke, så fik han kørt os ud i landskabet, langt fra alt.


Nedkørslen af det ene pas, blev lidt mere "aha" end håbet. En nedkørsel er normalt i en dal, og i en dal er der oftes en flod/bæk aæt efter størrelse. 
Her havde floden så overtaget vejen, og over 2-3 km måtte vi ud og bade.




I starten forsøgte jeg at hoppe fra side til side og holde mine fødder tørre, men efter at prøve det i 20-30 min kom jeg rundt om et hjørne, og havde udsigt til at det blev ved i lang tid... Det lykkes mig kun at ofre den ene fod. :)

Mellem Sparwood og grænser er der 3 pas, og efter to af dem, hvor begge var med rigelig mængder sne, besluttede vi at campere i det friske, i noget nær det mest befærdet bjørneområde overhoved.

Min frygt var stor, og tanken om at sove med noget der dufter/lugter af andet end skov nær sig gjorde at ALT blev lagt et godt stykke væk fra teltet.


Mine problemer med halsen, vejret, højderne, den tunge cykel etc gør sig også ud i denne lille video


Et stort pass og vi var ovre og på vej ned mod grænsen, og varmere vejr. kørerturen ned var fantastisk.
Startede med at blæse forbi to fyre på fuldaffjerde cykler der hang i bremserne, ellers bare dernedaf, og for hver højdemeter man kom nedaf steg temperaturen, og grusvejen blev mindre mudret.
Garmin var oppe og klikke over 80km/t på vej ned.. NUJ...

Udsigten til grænsen 
Finaly

Kort efter grænsen stod det på shopping og fodertid. Vi fik fyldt maverne og cyklerne, og rullet længere frem på kortet, men kunne se det ikke var muligt at nå over de næste to pass, og til næste by den dag, så vi (mig og Alan) fik booket en lille cabin, og havde en kort dag.




 Cyklerne blev serviceret, alt tøj blev tørret, og bare glæden ved at være inde i varmen var enorm.

Og det er utroligt så hurtigt man bliver bekvemt i ellers fremmedes bekendtskab/nærhver.

 




Da vi begge havde været i bad og fået noget tørt tøj på, hvilket på det tidspunkt bestod i den fiber/dun jakke man har med, samt underbukser, sidder vi i ro og mag i denne lille lumre hytte, med en whiskey/kakao hver, og har lavet popcorn (fuldte med i hytten, sammen med kakaoen), og ser "Dum og dummere" i fjernsynet, i en lidt for lille sofa.. 
I andre tilfælde lidt for tæt på en lidt ukendt person, men det var vi allerede hen over, og et "band of brothers" var så småt skabt



Næste dag, afgang kl 4.30 fra hytten, hvilket skulle vise sig at blive den lærestreg vi først tog højde for senere.

Vi havde en rigtig fin morgen over to pas, ned til whitefish og Columbia Falls, en dag uden storregn, men stadig i fugtigt og halvkoldt vejr.

De to pas var også vores første syn på hvordan et pas kan være fuldstændigt smadret, og ufremkommeligt. Flere af dem vi stødte på af lokalbefolkningnen, lige efter grænsen informere om at de pas vi snakkede om, umuligt kunne bruges og at vi måtte finde andre veje. Vise vase... os afsted.







Egentligt var det ikke så slemt, det tog bare lang tid, og når men stod i sne til knæene, var man usikker hvor langt der var til det stoppede. Vel nede fra passene gik turen langs kanten af en fantastisk sø, og humøret var højt.

I byen fik jeg købt mig en Ipod, så jeg igen kunne komme på nettet og snakke med familien derhjemme. Alan købte de sidste Bremseklodser der var tilbage. Da han brugte samme model bremse som rigtigt mange andre i løbet, og mudderet
Resten af dagen går hen over et ret fladt område med marker og en tur igennem bigfork før vi finder et sted at sove. Jeg har på det tidspunkt fået så meget selverkendelse at jeg ved jeg skal sove indenfor, og have varmen. Daglige temperature er stadig under 10 og det er sjældent man mærker solen rigtigt.

Hvad dag nummer der kommer herpå er jeg lidt usikker på, men det kan i korte ord kaldes turens Værste dag.

Vi kom afsted fra vores værelse i Bigfork alt for tidligt, endnu engang havde vi ikke lært vores lektie fra tidligere.... MIN KROP DUTTER IKKE KL 5 !!!!!
Der gik en del kilometer før jeg rigtig var igang, og lige fra afgang havde det regnet.
Vores tur op over første stigning var lang og hård, men problemet var mere at regnen var blevet langt koldere end tidligere. Samtidigt så var stien/vejen vi kørte på hverken jævn, stigende eller faldene. Den føltes mest at alt som om den var forevigt.


Vi vidste at når vi slog ud på asfalten nær Cordon, var der et pas til et ordentligt sted at sove. Problemet stod så i at det pas, Marshall Pass, var ca. 75 km langt, og et af det højeste på ca 2300hm vi havde været ovre. Og på det tidspunkt havde vi jo set hvor meget sne der var i 1900hm. Og da vi først var i Condon kl 18 til aftensmad, kunne vi godt se det stod snært om vi kunne nå det inden mørkets frembrud.

Han ser da lidt træt ud

På det tidspunkt havde vi kørt med et snit omkring de 20km/t, og der var ca 40km til toppen af passet, derfra rimeligt lige ned til Seerley Lake. Vi tænkte så at hvis vi doblede tidsforbruget for at komme op, ville vi ca. bruge 4 timer før vi var ved toppen. Fint nok, dog lidt close da det blev mørkt ca kl 2230.
Til alt dette skal lige siges at der lige før passet (3 km op af sporet) var et resort, som kostede 230$ pr næse pr nat, ikke noget jeg havde råd til. Mit budget dagligt var sat til 100$ så det var way off hvad jeg kunne.
Så vi stod med 3 muligheder.
1. klø på, og få det overstået
2. kører op til resortet og slå lejrer nær ved (der var en plæne man kunne benytte)
3. droppe ruten, og tage asfalten direkte 50km til Seerley Lake

Bemærk hvor gennemblødt hans "regnjakke" er

Det skal lige siges at på dette tidspunkt var vi gennemkolde og våde, og som Alan på et tidspunkt sagde "Hvis vi punktere nu, tager det os mindst 5 timer at ordne det, vi skal slå telt, i soveposen, få varmen, ordne hjul, i posen og få varmen, slå lejr ned igen"
og jeg tror han havde ret, jeg har aldrig været så skidt tilpas som jeg var der, og jeg syntes nu jeg har været rigeligt i pludden i min tid.


Regnstykket blev gjort op.
1. var en klar mulighed, og vores største håb
2. No way, jeg skulle ikke ind i et vådt telt, og ned i en fugtig sovepose.
3. No way, tanken var at holde sig til sporet.

1½ km senere kørte vi en noget våd skotte i møde. Han var på vej ned til hovedvejen som vi kom fra, og da vi snakkede med ham fortalte han om hans snak med en anden rytter der havde prøvet at komme over passet, men måtte vende om grundet kulde og sne.
Rygtet sagde at al den fine regn vi havde haft hernede i 18-1900 hm, var faldet som sne deroppe, og der var kommet ca 60cm nysne, udover al den sne der allerede var der.
Derudover var en fyr faret vild deroppe grundet hans GPS gik i udu, oghan ikke kunne se stierne for sne. Han havde vandret rundt i 7-8 timer og kun ved at tilfælde blevet set af to andre ryttere.

Billedet fra Marshall Pass (ikke mit)

Med tanke om "pas nu godt på dig selv" fra konen inden afgang, blev vores beslutning taget om at stryge direkte til Seerley af hovedvejen.
Jeg havde det SUPERSLØJT over at skulle forlade ruten, og "springe over hvor gæret var lavest", men samtidig også ok med at sige nej til noget der faktisk ikke var bare var hårdt, men også tildels farligt.

Det var så vores endelige for selve "racet" og vi var nu kun "ryttere på vej mod Mexico", men inderst inde var jeg i samme "mode" som før.

Følg ruten og følg eventyret...

Ud over faktisk at være "ude af løbet" var vi også ude af det dårlige vejr, da vi valgte at tage en hel dag i Seerley Lake på det motel vi fandt lidt udenfor. Jeg havde behov for varme, mad, blive tør, og passe min hals.



Det blev en lidt lang en af dem, men indlægget har været svært at skære i uden at meningen gik tabt. Det er svært at opsummere i korte sætninger hvor skidt man havde det, med 5-6 dages regn

søndag den 7. december 2014

Endelig.. i Canada - TDR Part 1

4 gange har jeg siddet her, og ville skrive et indlæg om min tur, og hver gang forsvinder den hen i en masse linier uden at fange hele "eventyret" som jeg syntes jeg sidder tilbage med.

Nu må jeg vidst komme ud over det og skrive lidt fact om turen, og lidt om optakten til den.
Så må vi se om der deri kan findes lidt om "nuj-effekten" ved denne tur.


Afgangen stod som planlagt med Henrik mandag morgen, 4 dage før afgangen i Banff.

Morgenmad osv i lufthavnen, og 3 fly senere stod vi i Calgary, hvor vi blev samlet op af Tony som jeg igennem facebook havde snakket meget om, og som havde lovet at hjælpe med lidt nattely i en dag eller to.

Fordel ved at rejse med tidslinien rundt, Morgenmad to gange !

Den noget lille mand stor også klar, men en bil der bestemt kompenserede for hans størrelse.... og dagene derefter endnu mere.

Utroligt så lille en fyr kan have så stort en hjerte.



Ikke nok med vi indtog hans kælder, med 2 værelser og bad, så havde han lånt sig til en bil så cyklerne kunne være der, havde snakket med den lokale cykelbutik om at vi kom, og måske skulle have hjælp hvis noget var i udu efter flyveturen. Han havde også sørget for at have fri, så han kunne visse os rundt i deres version af "friluftland/spejdersport", hvor vi skulle have bearspray, bangers, myggespray osv..



Og .. om aftnen havde konen købt kæmpe bøffer ind til grillen, og vi hyggede med go vin og snakkede tour divide udstyr, imens vi fik klaret det sidste på cyklerne.
Fantastisk måde at starte vores eventyr.




Dagen derpå (onsdag) kørte han os så til Banff, en køretur på godt 1½ time.
Imens vi sidder der i bilen forklare han så om at vores (min) store frygt for bjørne nu ikke var så alvorlig som vi gjorde det til. Og imens han forklarede om at han jo cyklede i området året rundt og på et år ca. så 1-2 bjørne/grizzlyes, så råber Henrik pludseligt op fra bagsædet.
Og derinde, kun 20 m fra vejen, på en lille parkeringsplads stor en FLOT stor grizzly....




Efter vores kamera havde været på overarbejde med den fine lille ven på parkeringspladsen gik turen videre og nogle km senere stod ham her så og gloede....


Forventningerne til denne tur steg til uanede højder :D

Vel ankommet til vores noget fesne "fællesrum" gik turen mod byen (som snært bare en en lang turist fælde), og man når kun få minnutter ned af gaden før der bliver hilst fra alle sider af gaden fra folk med lige så tåbelige cykler som os-selv. Og ganske vidst er den også en fyr der råber ekstra højt op, og kalder os over... Crazy-Larry, og det navn har han af god grund.
Fantastisk fyr, der i en menneskealder har været Banff's Cykel-myg, en der altid er der vis det har noget med cykler at gøre.



Lidt billeder, og sniksnak, og vi for vristet os løs fra hans klør, og kommer videre. Ud og se på mere grej. Ikke at vi manglede, men man ved jo aldrig. Jeg husker ikke om vi fandt noget vi behøvede, men vi blev ihvertfaldet fattigere.
Dyr by... Meget dyr by.




Torsdagen gik med en tur ned til en bro der skulle være i udu, kun 10km nede af sporet. Allan som vi havde mødt på vores "hotel" kørte med, og massere af andre var allerede ud og teste om cyklerne kørte, og om alt sad som det burde.

Vi fik både set broen, afprøvet en bearbanger (kuglepen der kan affyre et blankt skud), og Tony havde givet os en bearspray der var udløbet, som vi fik fyret af, for at se hvordan og hvorledes.
Den var så meget lidt tillidsvækkende, men der var ikke noget at gøre ved det nu.. afsted afsted...

Sidste aften gik med snik snak med diverse folk, sparke dæk, og blive mere og mere sikker på man manglede noget, havde trænet for lidt, købt den forkerte cykel, alt blev sat i tvivl...


Næst så kom vejrudsigten ud til os. Regn med regn på, og meget lave temperature.
Vi havde lige hoppet rundt i shorts og spillet strandløver uden strand. Og nu var der næsten kø nede i butikkerne for at købe bedre regntøj, eller bare noget andet, da man var blevet usikker om det man havde var godt nok.

Personligt havde jeg det nu egentligt ok. Syntes jeg havde gjort mit forarbejde fint, men det var sjovt at se alle de forskellige cykler og alle de forskellige typer mennesker, der snart skulle afsted.

Lidt billeder af nogle af cyklerne:


















Og her tilsidst er så Crazy Larry's (han kørte ikke med)