Mange dage er gået siden sidst, og der er Mange ting, jeg skylder migselv at få tilføjet til min lille blog her.
Nogle af tingene er jo, HVAD HELVED SKETE DER I ARIZONA ???? og andre ting er mere simple...
Lad os starte med Arizona. Så tager vi et indlæg imorgen om alle de små ting der ellers er sket.
Som cykelrytter er der altid 1000 undskylninger, og specielt ude i ingenting på en tung cykel, kan m,an komme på RIGTIG mange undskyldninger.
Men her er jeg faktisk blank. Jeg har nogle årsager til at mine forudsætninger var dårlige, men mere end det er der nok ikke at sige.
Månederne op til turen nåede jeg 2 sygdomsforløb som i Januar og febuar gjorde det svært at få den mængde træning under vesten som er nødvendig.
Og måneden før afgang stod den på udvidelse af min arbejds plads, så alle overskydende timer blev brugt på at hamre og save i Ordrup. Faktisk nåede jeg på feb-marts at samle over 120 timers overarbejde sammen.
Så da jeg satte mig i flyveren var det bestemt med en lunken fornemmelse, og tanke om at vi må tage den med ro, og tage det dag for dag.
Efter nogle gode dage med min datter (som var 1 år i USA, og boede i Mesa, PHX) lejede jeg en bil og kørte til Tucson hvor jeg mødte op med Alan (jeps, ham fra Tour divide) og hans far kørte os de sidste 100 km ned til startstedet.
Grunden at løbet er delt op i 2 distancer, er der også 2 startsteder, og dem der "kun" cykler 300 miles versionen starter 15 miles før dem på 750 miles versionen (som starter helt op af grænsen)
Jeg havde fløjet derover med den anden dansker Jakob Carlsen, som jeg så igen mødtes op med nede ved grænsen aftnen før start.
Det er altid super spændende at stå der dagen før til en tur, og snakke med de forskellige deltagere. Hvem der havde trænet hvordan, hvorledes man var kommet hertil.. hvem der havde set den største scorpion osv osv :D Det er altid et tidspunkt hvor dem der har tvivl om noget, bliver helt hyldet ud af den .
Men efter at have hoppet over hegnet til Mexico og tisset, hoppede folk i poserne, og kunne så ængsteligt lægge og vente på det blev morgen og vi kunne komme igang.
Da Alan havde valgt at tage 300 versionen, og tanken var vi ville cykle lidt sammen, havde jeg som udgangspunkt 15 miles der skulle indhentes før vi var samlet. Da jeg jo havde luret at min form var skidt var tanken at det nok først ville ske ved først by.
Og kloken tidligt gik starten så, og allerede efter 500m vidst jeg udemærket at det her, det ville blive en slemmer en.
Trods vi mest kørte grus de første 15 mil, så var jeg to gange af cyklen for at trække op. Heldigvis er jeg så en del bedre en flere til at se på min GPS, så jeg valgte så flere steder at køre korrekte vej istedet for at gøre som andre og bestige de forkerte bakker først. (Ikk os Jakob :D)
Ca. 2 timer inde i turen var vi godt igang med det berygtede Arizona trail, og de små stier blev mindre, og stigningerne mere udmattende.
Ikke stigninger der ikke kunne køres, men små kraft-krævende stigninger, hvor man liiiige skal have pulsen op, og hvor cyklen hele tiden skulle manøveres rigtigt rundt om de skarpe sten som stierne var dænget ind i. Det blev også hurtigt et tema. At her skulle man focusere mere på sporvalg end mange andre steder jeg har kørt.
Efter at have passeret de første 3-4 deltagere der sad med store flænger i dækkende, kunne man kun slå korsets tegn og håbe man var mere heldig end dem.
Video fra turen:
https://www.facebook.com/casper.ort/videos/10155329691770572/
Sidst på eftermiddagen indhentede jeg Alan, som havde ventet på en af de første spisesteder vi ramte.
Lidt snik snak og han forsvandt ud i aftnen, og en lille time senere var jeg afsted.
Trods at have kørt noget af det hårdeste singeltrack tidligere på dagen, havde jeg en fest på cyklen på vej mod camp 1. Solen gik ned og aftnerne ude i Arizonas ørken er helt fantastiske. Lyset, farverne og temperaturen var vidunderlige, som jo ikke blev mindre godt af noget af det mest flydende singeltrack ned af en dal i 5-10 km's tid..
Den første nat overnattede vi på en gammel handelssted, hvor der var mulighed for at komme indendøre. Perfekt, så var det ikke nødvendigt at slå den helt store lejr op, og ergo mere tid til at slappe af.
Anden dagen blev en af de varme, samt en vandpost som vi overså. Vand er selvklart en vigtig ting, og specielt her i den tørre ørken. Så de få muligheder der er for vand skal udnyttes til det yderste. Og da det var en lummer dag løb Alan tør et par timer før vi ankom til nærmeste vandpost. Jeg er ikke selv så afhængig af vand så jeg klare den lidt bedre og havde mulighed for at følge sporet hele vejen ind til Tucson, men Alan mente ikke han var i en tilstand hvor det var muligt, så han blev lidt tilbage ved vandposten og kørte så af letteste vej til Tuscon og trak sig fra løbet der.
Næste dag stod den for mig på den berygtede Remington rd, som på en søndag morgen kan være forfærdelig at køre opaf. Det er en rimelig stejl asfalt vej, der går over i grus lidt opaf, og som er eneste vej til en del forskellige trails som Amerikanerne ynder at bruge en del. Ergo en del biler der overhalder med dertilfølgende støvsky.
Det gik dog rimeligt for mig, og jeg mødte kun 3-4 biler på de 20 km jeg tilbgragte på vejen deropaf.
Derfra gik det ud på en supersløj ATV/4x4 vej, som var helt ødelagt af regnvand. Her måtte jeg konstant af cyklen for at trække op af små 1-2m trin på vejen.
Ca. 3-4 timer senere kom jeg ud af området og havde stort set kun en enkelt stigning op af Mount Lemmon til Summerhaven, hvorfra det gik ud af små stier af Oracle Ridge.
Stigningen opaf mtn Lemmon var ca 30 km lang og gik op til 8000 feet fra tucson's ca 3000 feet, så en stigning på ca. 1500hm. Hovedsagligt forgår det på Asfalt, så jeg havde en forhåbning på det ville blive en rolig stigning i lavt gear hvor jeg kunne komme til hægterne efter stort set at have gået det meste af dagens spor.
Det skulle så vise sig at al kraft var opbrugt i lille Casper, og min jagt på at nå op inden den eneste butik på toppen lukkede kl 17 ville være umulig. Jeg startede kl 14, så det burde have være muligt, men da jeg ingen kræfter havde til at træde blev det meste gået. Og 30km er langt at gå opaf, og er ikke noget man kan nå på 3 timer.
kl ca 19 kommer der en bil imod mig, og en ihærdig person bag rattet vinker vildt til mig. Jeg er en flink mand så jeg vinker igen, men er lidt usikker på hvorfor vi vinker til hinanden.
Han vender dog bilen og parkere i siden af vejen lidt fremme for mig.
"Om jeg dog var med i AZTR", hvilket jeg jo måtte erkende jeg var, trods det langsomme tempo.
Han var så ejeren af butikken op på toppen, og han var helt klar over hvor vigtig han var for dem der var på ruten.
Han skulle lige ned til byen, men når jeg nåede frem skulle jeg blot gå om bagved og banke på, så skulle de nok åbne og varme noget mad til mig.
NUJ det gav ro i sindet. Jeg havde flere gange gået med frygten for at skulle hele vejen ned af Oracle ridge uden mad, og kun cyklene/gående på vand og de få slik-bare jeg havde tilbage.
Klokken rundede også 22 før jeg kunne slå bankeslag på deres dør, og jeg brugte nær 45 min på at forsyne mig med diverse cacaodrikke, sodavand, slikbare og diverse kiks og andet halvspiseligt.
Dertil varmede de to dåser suppe til mig, og fandt noget brød dertil... Summer-haven var pludseligt det helt rette navn til byen.
En lille back-track og ude på Oracle Ridge fandt jeg et sted at sove kun lidt nede af ruten.
Næste dag stod den på en ornli syg omgang HAB igen. Oprindeligt var min ide at klare Oracle Ridge i mørket i ly af nattens kølige temperatur. Men dagen før kom jeg kun 300m ned af den og opdaget at det var alt for risikabelt at gøre i mørket. Stien var smal og al bevoksningen gjorde det ikke lettere. Samtidigt var ruten op og ned af større sten, og med en "skrændt" på begge sider af mig syntes jeg det var uforsvarligt at fortsætte før solen var oppe igen.
Nattens temperatur var også kommet godt nedaf, og jeg vågnede med frost på min bivuak, men til en FANTASTIK udsigt.
Fra min lille lejr burde dagen have stået på et par timers cykling/vandring ned til Oracle, og så videre via Gila river mod slutningen af ATZ300.
Men jeg nåede ikke langt ned af bjerg siden mod Oracle før jeg havde min første punktering. En ca 2 cm flænge i mit baghjul gav mig en pause på ca 30 min. Imens kom solen endnu højere op på himlen, og den vanlige temperatur omkring de 30 kom nærmere og nærmere.
Mig op på cyklen igen, netop overhalet af en vandre, kom jeg afsted. og kun lige forbi den selvsamme vandre, og så en ny punktering.
Faktisk ende det med at tage mig 3 timer ialt at komme foran denne vandre. En kombi af en masse Vandring og løft/bære/slæbe/sparke cyklen med mig gjorde at jeg kunne se i kortene at jeg ikke havde krafterne til at træde cyklen op af de små stigninger der konstant var på sporet. Det gjorde så at jeg skulle af og vandre 3-5 m af gangen, og så op igen og starte, for at gøre det hele igen 50 m senere.
Noget der suger ikke tilstædeværende krafter fra mig, samt at det tager en pokkers masse tid.
Tid der så gør jeg skal bruge mere vand og mad på cyklen hvilket gør mig endnu langsommere...
Jeps.. så I den.. der var undskylningen vi startede hele historien med at søge.
På de to sidste dage, gik jeg ca 50km sammenlagt..
Da jeg ankom til Oracle hoppe jeg ind i den eneste alm butik der var, købte en t-shirt, en deo og et par shorts.. fandt et toilet, og tog en hoved-rengøring, næst fandt jeg nærmeste hoved vej og satte tomlen op.. 5 min senere sad jeg i en stor Pickup truck med Mike og Jane og drak øl !
Jeg havde en fantastisk tur, jeg vidste fra starten at det var en svær en, og den manglende træning hjalp mig ikke.
Om jeg fortrod at tage afsted, bestemt ikke.
Om jeg skal dertil igen. Nej..
Ruten er fantastisk flot, men der er meget smal og kræver høj konsentration. 1 sek på at kikke på gps sporet på gpsen og du er ved at køre ind i en kaktus eller flænse dækkene på en sten.
Der er simpelthen ikke samme mulighed som andre steder til at nyde omgivelserne, som jeg eksempelvis kunne på tour divide.
Derfra kom jeg tilbage til Phx, og havde nogle fede dage med familien, samt at jeg 5 dage senere lejede en bil og kørte op og hentede Jakob da han nåede Utah's grænse.
Næst kørte vi via Zion til Vegas og havde et par dage med afslapning og pilsner ved poolen.
Her er et link til en del af billederne fra turen:
